Spring menu over

Er du grøn, gul eller rød?

Tandlægerne skal ifølge Sundhedsstyrelsen, inddele alle patienter i henholdsvis en grøn, en gul og en rød kategori. Inddelingen af patienterne i grønne, gule og røde kategorier skal bruges, når tandlægen skal fastlægge, hvor ofte den enkelte patient skal have tjekket tænderne. Det skal nu ske ud fra såkaldte nationale kliniske retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet.

Hvornår er du grøn?
Du tilhører den grønne kategori, hvis du ikke har aktiv sygdom i tænderne, tandkødet eller mundhulen i øvrigt. Hvis du er grøn, vil du blive indkaldt til undersøgelse hos tandlæge eller tandplejer med 12-24 måneders mellemrum

Hvornår er du gul?
Du er i den gule kategori, hvis du har aktiv sygdom i tænder, tandkød eller mundhule, samtidig med at tandlægen vurderer, at du selv sammen med tandlægen kan medvirke til en bedre sundhedstilstand, fx ved at holde igen med søde sager, stoppe med tobaksrygning og være endnu grundigere med tandbørsten. Som gul patient vil du blive indkaldt til én eller flere fokuserede kontrolundersøgelser i løbet af året

Hvornår er du rød?
Du er i den røde kategori, hvis du har aktiv sygdom i tænder, tandkød eller mundhule, og tandlægen vurderer, at du ikke er i stand til selv at gøre det bedre og derfor har behov for hyppigere tandlægebesøg. Tandlægen sætter forebyggelse og behandling i gang, og du vil blive indkaldt efter behov – typisk oftere end en gul patient.

Hillerød Kommune - logo